Problem eller ressource?

 

Hver gang slam er emnet for en samtale blandt spildevandsfolk, kommer det meget hurtigt til at dreje sig om problemer. Er der kapacitet på forbrændingsanlæggene? Vil de kun brænde husholdningsaffald? Er der aftagere til slam på landbrugsjord? Kan slammet overholde kvalitetskravene til brug som gødning? Kan vi skaffe lagerkapacitet? Kan vi stole på analyserne?

 

De fleste i branchen kan selv fortsætte listen. Nogle af os har en lang liste med problemer, og andre har en kortere liste, men meget få spildevandsforsyninger kan påstå, at håndtering og afsætning af slam er en problemfri opgave.

 

En af udfordringerne er den logiske og fornuftige forventning om, at vi udnytter tilgængelige ressourcer, og selvfølgelig skal vi varetage ressourcer. Kan man tale om moralske pligter med den viden, vi har som spildevandsfolk, så er det klart en af dem.

 

Slam kan dels være en energiressource og dels en gødningsressource, hvor det især er fosfor, der er værdifuldt. Som energi skal udnyttelsen af slam konkurrere med elektricitet i den danske elnet, der mere og mere nærmer sig klimaneutralitet, og som på trods af grotesk svingende priser for det meste er rimelig billig. Især når det skal sammenlignes med drift og afskrivning af et rådnetanksanlæg med gasmotor, når støtten gradvist reduceres. Som gødning havner slam også i en konkurrencesituation. For 50 år siden var overskuddet af fosfor i Danmark over 80.000 tons pr. år. Det er faldet markant siden, men der er stadig et overskud af fosfor i Danmark. Vi slås derfor også med et marked, der ikke efterspørger produktet spildevandsslam i tilstrækkelig grad til at påvirke en udvikling.

 

Ordene fra en tåbelig reklame for en tømmerhandel faldt mig ind: ”Det skal bygges væk.” Som teknikere og procesnørder har vi en optimistisk tro på, at vi kan finde løsninger ved at opfinde, udvikle, bygge og til sidst perfektionere procesanlæg. Jeg vil rigtigt gerne tilslutte mig optimisterne, men selv den perfekte tekniske løsning og de dygtigste driftsfolk kan ikke ændre håndtering af renseanlæggenes slam fra et problem til udnyttelsen af en ressource, når lovgivningen ikke passer til de tekniske løsninger. Siden 15. oktober 2021, hvor brevet fra Miljøstyrelsen om en foreløbig vejledende grænseværdi for PFAS4 kom, har vi ventet på nye regler, der vil sætte os i stand til at træffe fremadrettede beslutninger. Vi kan se, at EU's byspildevandsdirektiv kommer til at stille nogle nye krav om genanvendelse, men mon ikke essensen af direktivet har været kendt godt nok til, at en retning kunne vises, og så kunne nuancerne komme senere? Da forhandlingerne om den grønne trepartsaftale startede, var jeg ganske optimistisk. Hvis landbruget skal være grønnere, må lokalt produceret fosforholdig gødning fra en genanvendt ressource blive en værdsat vare. Sådan blev det ikke. Eller det er i hvert fald ikke sket endnu. Pyrolysering af biomasse fra landbruget fylder meget i trepartsaftalen, og det er meget store milliardbeløb af samfundets midler, der ser ud til at gå i den retning i fremtiden. Men den ressource, vi som spildevandsforsyninger kan levere, bliver ignoreret, hvad enten det er slam, aske eller biokul. Hvorfor?

 

Mange forsyningsselskaber leder for tiden efter tekniske løsninger, fordi usikkerheden er for stor, men beslutninger fremtvunget af usikkerhed er sjældent gode og langsigtede. Vi risikerer ganske enkelt at dumme os og investere forkert.

 

Vi vil gerne være optimister. Vi vil gerne finde løsninger. Vi kan finde tekniske løsninger, men hold da op, det er svært, når vi ikke ved, hvad fremtidens regler bliver.

 

Jacob Andersen
Formand, Spildevandsteknisk Forening Hjørring Vandselskab A/S